Forside
Skrivehjælp
Redigering og rådgivning
Workshops og åbne kurser
TEKSTcoaching
Foredrag og gå-hjem-møder
Hvem står bag
Kunderne har ordet
Kontakt
Tips til gode TEKSTer
Sådan gør vi - kommunikation i praksis

 

Kommunikation er en central værdi i hverdagen

Den største daglige udfordring er at kommunikere med medarbejderne, fortæller Jesper Sørensen, som driver det succesrige VVS-firma BAD Experten A/S. Firmaet er siden starten for 5 år siden vokset fra 5 til 13 medarbejdere og har for nylig fået en søster, BYGGE Experten.

Hvilke udfordringer er de største i din dagligdag indenfor kommunikation?
Først og fremmest udfordringen med at kommunikere med mine medarbejdere, der som udgangspunkt gerne vil følge med i alt.

Hvordan løser du udfordringerne?
Jeg har gennem det seneste halvandet år holdt et månedligt personalemøde, hvor alle er med. Målet er, at vi efter møderne alle er mere oplyste om, hvad der foregår i firmaet – og det går begge veje. Vi har et fast punkt på dagsordenen, hvor vi går bordet rundt, og alle får 5 minutter til at fortælle fra deres hverdag.  De ting, der kommer frem, går lige fra at få luftet en irritation over små ting, der fylder i hverdagen, over ønsket om at vi køber en kæmpe stor boremaskine til mine informationer om vores generelle situation – hvad har vi gang i af tilbud, hvilke tiltag er i gang og så videre. Det fungerer rigtigt godt. I starten syntes medarbejdere, at det var alt for tit at holde møde en gang om måneden; nu kommer ALLE hver gang.

Hvordan fandt du frem til løsningen?
Jeg har altid kørt personalemøder i en eller anden form i de firmaer, jeg har ledet. Jeg var i en periode ansat i en større koncern, og der var absolut ingen intern kommunikation. Det betød, at chefen slet ingen fik med på sine idéer og tiltag og stod alene med hele udviklingsarbejdet. Siden jeg startede BAD Experten for 5 år siden, har jeg brugt en virksomhedskonsulent til sparring; vores personalemøders indhold og frekvens har jeg fundet frem til i samarbejde med hende.

Hvilke resultater ser du af den gode kommunikation i hverdagen?
Vi har et fast værdisæt, som vi kører alt vores arbejde efter i firmaet, hvor kommunikation er et centralt punkt. Det værdisæt vender vi på alle personalemøderne; følger vi vores værdier og lever op til dem, føles de stadig rigtige og så videre. Det betyder, at vi hele tiden er skarpe på vores virksomhedskultur. Og i februar, da al byggeaktiviteten standsede, og vi kørte på cirka halvt blus et stykke tid, var mændene ved at gå i panik. Der brugte jeg personalemøderne til at berolige dem og aflive de myter, der opstod. Det lykkedes, og der var oven i købet mange gode input til, hvad vi kunne gøre for at komme videre. . Der var det rigtigt godt at have personalemødet som en indgroet vane og et værktøj, vi var vant til at bruge.

Har du et godt råd til andre ledere?
Jeg er meget inspireret af Alfred Josefsen, som i bogen ”Kære Irma” fortæller, hvordan han fik vendt Irmas nedadgående kurve ved at bygge en fællesfølelse op gennem ugentlige nyhedsbreve. Det er s’gu da genialt, og jeg tager tit bogen frem for at blive inspireret. Så det gode råd må være, at man skal være ærlig omkring alt og ikke skjule noget. Vær ikke bleg for for eksempel at fortælle, at nu tjener vi penge, nu tjener vi ikke penge. Min erfaring er, at ærlighed får medarbejderne til at føle sig som en del af firmaet og trække på samme hammel alle sammen.